MIN GYLDNE VEN - MEIN GOLDENER FREUND

»Fundstücke 2« Fotografie, unbearbeitet

»Fundstücke 2« Fotografie, unbearbeitet

Text von Anette Sørensen Habel

Min gyldne ven

Af og til er det da ensomt, at gå fra baggård til baggård, men kun når jeg tænker over det. For alt det jeg møder, giver mig så meget glæde, at jeg er ved at sprænges. Ligesom den dag jeg mødte dig.

Jeg var ved at spise noget, som en af de små piger på anden sal havde stillet ud til kattene, vil jeg tro, da jeg hørte en lyd jeg aldrig før havde hørt. Det var en høj tone, som skar ind i kroppen, og den blev ved. Først blev jeg lidt forskrækket, men så tænkte jeg på min mor, der altid havde sagt, at først og fremmest skal man da være åben overfor det nye og derefter kan man altid få knubs, hvis det er i den retning det skal gå. Jeg tyggede færdig og gik roligt hen under træet, som var lige ved siden af, der var dejlig skygge, og jeg kunne se hele gården derfra.

Og så kom du hoppende. Du lyste som en stjerne på en klar nattehimmel og jo mere du nærmede mig, desto lavere blev lyden, som åbenbart kom fra dig.

Aldrig nogensinde har jeg set så smukt et syn. En glæde spredtes i mig og jeg satte mig på numsen og måbede og håbede på, at du ville komme helt hen til mig. Det gjorde du, men du blev mindre og mindre. Lyden var nu helt forsvundet og lyset som du var, var blevet gennemsigtigt. Du udstrålede en sårbarhed, som jeg ikke har oplevet siden jeg lå ved min mors bløde og varme mave. Og det var jo var den følelse jeg var gået af sted med, den dag jeg besluttede mig for at leve. Da du var helt henne hos mig og jeg løftede min pote for at røre din silhuet, som lyste svagt, forsvandt du.


Mein goldener Freund

Manchmal ist es schon einsam von Hinterhof zu Hinterhof zu gehen, aber nur wenn ich darüber nachdenke. Alles was mir unterwegs so begegnet bringt mir so viel Freude, dass ich platzen könnte. Genauso wie an dem Tag, an dem ich dir begegnete.

Als ich gerade dabei war, etwas zu essen, das, so vermute ich, die kleinen Mädchen vom 2. Stock für die Katzen rausgestellt haben, hörte ich ein Geräusch, das ich noch nie zuvor gehört habe. Es war ein lauter Ton, der einem in den Knochen stecken blieb, er dauerte an. Zuerst erschrak ich etwas, aber dann dachte ich an meine Mutter, die immer gesagt hat, dass man erstmals dem Neuen gegenüber aufgeschlossen sein soll und wenn man doch verletzt wird, ist es eben so. Ich kaute zu Ende und ging unter den Baum der gleich nebenan war und schönen Schatten spendete, und ich konnte von dort den ganzen Hof sehen.

Und dann kamst du angehüpft. Du hast wie ein Stern im klaren Nachthimmel geleuchtet und je näher du kamst desto leiser wurde das Geräusch, das offenbar von dir kam.

Ich hatte noch niemals so etwas Schönes gesehen.

Eine große Freude durchfuhr mich und ich setzte mich auf meinen Hintern und staunte und hoffte, dass du ganz zu mir hinkommst. Das hast du auch getan, aber du wurdest immer kleiner und kleiner je näher du kamst. Das Geräusch war nun ganz verschwunden und das leuchtend Helle an dir war nun durchsichtig. Du hast so eine Verletzlichkeit ausgestrahlt, die ich nicht mehr erlebt habe seitdem ich bei dem weichen, warmen Bauch meiner Mutter gelegen habe. Und das war auch das Gefühl, mit dem ich an dem Tag losgegangen bin, an dem ich beschlossen habe zu leben.

Als du ganz nah bei mir warst und ich meine Pfote hob um deine Silhouette zu berühren, die noch schwach leuchtete, bist du verschwunden.